Det skal du gøre når vægttab er rigtig svært

Det skal du gøre når vægttab er rigtig svært

Jeg er blevet spurgt mange gange af klienter, hvad pokker de skal gøre de dage hvor der intet overskud eller energi er tilbage. Hvor de slet ikke kan overskue at træffe gode beslutninger og som regel bare siger til sig selv, at "det hele kan være ligemeget". Det er hårdt at have sådanne dage, hvor det føles som om man har tabt og ikke kan lykkes. Og på en måde vil man altid tabe, hvis man konsekvent kæmper imod og ikke accepterer, når hverdagen og energiniveau kommer i vejen og ændrer planerne. 

Hvis du føler at du sidder fast i cravings og overspisning, når du har hårde dage - eller du bare har brug for motivation - så gå ikke glip af min nye video. Jeg viser dig hvordan du håndterer de svære perioder under vægttab, og hvordan du kan være vedholdende.

 

Vi har alle sammen dage, der er travle, uoverskuelige og hvor der er flere opgaver end der er tid og energi. Der kan være mange ting, der fylder på én gang. Det kan være følelsesmæssigt, mange tanker og bekymringstanker. Måske har du samtidig meget at se til med familie, arbejde, studie, venner og alt det der skal få hverdagen til at fungere. Måske har du hovedpine af alle de bolde du jonglerer, din krop er træt og du har mest lyst til at putte dig alene en hel dag i sengen med en skål slik foran Friends, og lade verden vente til i morgen. 

Det er uundgåeligt at have sådanne dage uden energi og overskud. Og det betyder heldigvis ikke, at du ikke kan lykkes med at tabe dig og holde vægten. Du behøver ikke have et fuldstændig roligt og overskueligt liv, for at kunne overskue vægttab. Du behøver ikke halvere din kalender, for at få mere energi og overskud til vægttab. Allerede som dit liv er i dag, findes der strategier du kan bruge, for at give dit vægttab de bedste odds. 

Her er hvordan du tackler de sværeste dage under vægttab, så du ikke kaster håndklædet i ringen og mister modet og motivationen. 

Det bedste du kan gøre, er at give dig selv en pause, lade stormen passere og så vidt muligt lave damage control. Forestil dig at du sidder i en båd på havet, og at det stormer. Bølgerne står højt omkring dig. Nu ved jeg ikke noget om at sejle, men for eksemplets skyld, så lad os sige, at det bedste du kan gøre her, er at forholde dig i ro. Sid stille i båden og lad årerne ligge til stormen er passeret, og bølgerne er mere rolige. Stormen kan både symbolisere ydre storm - vuggestuen der ringer om at den yngste er syg, travle dage på arbejde, lange to-do lister og endda positive begivenheder som fødselsdag og ferie. Stormen kan også være en indre storm i form af tanker, fx grublen over fortiden eller bekymring over fremtiden, og det kan lede til negative følelser som ængstelighed, stress, uro, tristhed, frustration, vrede, håbløshed eller opgivenhed. Stormen kan også være i form af sygdom fysisk eller psykisk, smerter eller skader. 

Når det stormer på vandet, vil du ikke kaste dig over at fiske, dykke eller ro fremad. På samme måde, skal du ikke kaste dig over noget der kræver fokus, som særligt, som at træffe beslutninger, planlægge eller udføre nye aktiviteter. Hvis du prøver, vil du gøre det fra et meget presset udgangspunkt, og du vil ikke være i stand til at træffe gode og rationelle beslutninger. De bedste beslutninger bliver truffet ud fra et roligt sind, som har overskud til at se det fulde perspektiv og ikke lade sig påvirke af stærke negative følelser. Når det hele stormer, er det netop en høj risiko situation, hvor mange kaster håndklædet i ringen med tankerne "det lykkes alligevel ikke, så det kan være ligemeget", efterfulgt af overspisning og dårlig samvittighed. 

Når du får lyst til at tænke, "nu kan det hele være ligemeget", så se det som et tegn på at der er storm omkring dig eller inde i dig, og vid at stormen går væk igen. Øv dig i at sidde stille og vente med at træffe beslutninger indtil stormen er ovre. Det kan du gøre ved at sige til dig selv, "det kan godt være, at det hele kan være ligemeget. Det må jeg beslutte mig for i morgen, når stormen er væk og jeg har ro på. Lige nu skal jeg have en pause."

Planlæg på forhånd, hvad din pause skal være. Det er meget vigtigt, at det er nemt at gøre. Husk at du er allermest presset her, og skal bruge have en så overskuelig pause som muligt. Så for de fleste, er det urealistisk at have en løbetur eller træning som pause - også selvom det normalt giver dem glæde og afslapning. En pause kan være en times lur, en times afslappende feel good tv-serie med en skål vindruer og en kop the, at ligge i solen og lytte til lydbog, at gå en tur ved vandet eller skoven eller at spise et par gode rugbrødsmadder og lytte til musik.

Når vi er pressede kan det være svært, at tillade os selv at holde pause. "Jeg har jo så travlt, jeg burde ikke holde pause..." Men du når ingenting, hvis du dræner dig selv fuldstændig. Jo bedre du er til at acceptere, at du har brug for pauser og at tage dem jævnligt, jo hurtigere og mere effektivt er du igen opladt og klar. Hvis du sidder med dårlig samvittighed og skælder dig selv ud hver gang du hviler dig, bliver du selvsagt ikke udhvilet og klar i hovedet. 

OG SÅ når stormen så småt er på vej væk, og du kan mærke lidt energi igen. Så kan du finde årerne frem, overveje hvilken retning du skal ro og bevæge dig derhen. Og så vil du være glad for, at du ikke gik i panik og sprang i vandet (eller droppede vægttabet og overspiste), da stormen rasede. 

Tilbage til blog

Indsend en kommentar